Knopskydning i Odense - Satellit i Korup

Knopskydning i Odense - Satellit i Korup

22-05-2013

"Kort før påske blev jeg kontaktet af en af SSP-konsulenterne i Odense Kommune. Hans budskab var at han ville forhøre sig om, hvad der skulle til for at starte en gruppe Natteravne i Korup..

Jeg fortalte ham om mulighederne for en selvstændig forening og alternativt en satellitgruppe til Odense. Hvis han skulle videre, var det vigtigt, at han kunne finde 3-5 lokale personer, der kunne være ankermænd og drivkraft for projektet og at der efterfølgende kunne findes en 15-20 frivillige Natteravne" fortæller René Aabo Clausen som er formand for de lokale Natteravne her i Odense.

I Korup har der igennem flere år været udfordringer med, at grupper af unge over og under 18 år samles forskellige steder i området, som har medført problemer med alkohol og salg af stoffer. Effekten af deres færden er, at borger i området føler sig utrygge og at børn og unge ikke føler sig trygge, når de kører hjem fra SFOen og fra deres sport.

I samarbejde med Korup Skole har de lokale borgere undersøgt forskellige muligheder og det var deres vurdering, at etablering af Natteravnene i området ville kunne medvirke til at afhjælpe udfordringerne.

"Noget tid efter blev jeg igen kontaktet af SSP konsulenten. Der var nu en gruppe på 6 personer, der ønskede at være ankermænd for etablering af en satellitafdeling og de ville gerne have et møde. Da jeg mødte op til dette møde blev jeg meget overrasket, idet der var mødt 18 personer op, der var interesseret i, at høre mere om Natteravnene" fortsætter René.

Med baggrund i snakken på mødet blev det aftalt, at vi skulle søge etablering af satellitafdelingen og at der snarest muligt skulle holdes et introduktionskursus for de nye frivillige.

"Vi holdt derefter et introduktionskurset for 14 nye frivillige og Natteravnene i Korup, der er nr. 265 i Danmark, forventes at gå deres første ture primo juni. Fra Odense er det hensigten, at vi på de første ture stiller erfarende ravne til rådighed for afvikling af de første ture i området" siger René

Hele projektet har haft stor opbakning fra SSP-konsulenten, misbrugskonsulenten samt Korup Skole. Informationer og invitationer er sendt ud via skolens Intranet.

Projektet er lidt atypisk, idet den store udforing i området ligger i tidsrummet kl. 16.00 til 21.00, så Natteravnene bliver mere til Twilight Birds. Hen over sommeren kan det dog nok være relevant at trække tiden lidt ud. "Jeg tror ikke, at der om vinteren vil være behov for, at være på gaden i området ud over, når der er lokale halfester" slutter Rene.

Ud over at komme på gaden snarest muligt og vise de gule jakker, så fokuseres der fortsat på hvervning af yderligere frivillige. Og den 24. til 26. juni er der lokal "byfest" i området "Blå Fest", hvor Natteravnene forventes at være på gaden.

Skulle du have lyst til at tilslutte dig de lokale Natteravne i Korup, så kontakt René Aabo Clausen på tlf. 41 95 00 50