Natteravnene i Stenløse fylder 10 år.

Natteravnene i Stenløse fylder 10 år.

16-05-2010

 

Den 15. maj 2010 var det 10 år siden, at Natteravnene i Stenløse blev stiftet. De første Natteravne gik på gaden d. 31. maj 2000 i Stenløse. Siden da er det blevet til rigtig mange nattevandringer i Stenløse og omegn, hvor Natteravnene - i deres karakteristiske gule jakker med bolcher og kondomer i lommerne - efterhånden er blevet et kendt syn blandt de unge mennesker, der færdes i byen om aftenen/natten.

 

Som vores formand Susanne Barfoed skrev i sin formandsberetning til sidste generalforsamling, er vi stolte af, at det gennem 10 år er lykkedes os at få frivillige borgere til at gå om natten fredage og lørdage i og omkring Stenløse Center samt at få ekstra hold på gaden, når der er særlige arrangementer for specielt de unge.

 

Vi har bevist, at tryghed for de unge har en høj prioritet blandt forældre og sådan skal det også være. Som Susanne plejer at sige: "Der er ingen Natteravneforening, hvis vi ikke har frivillige forældre og bedsteforældre til at være tilstede på gadeplan."

 

De første 10 år fejrer vi lørdag d. 29. maj ved at afholde "Stenløses største morgenbord" i Egedal Centret - på Kvickly-torvet fra kl. 9.30 - 11.30, hvor vi serverer gratis rundstykker, kaffe og juice tilsat levende musik v. Anders Wium Andersen samt underholdning af de lokale søstre Nicole og Sabrina Flyckt, som vil synge nogle sange for os. Centret vil være pyntet med masser af gule flag og balloner. Der vil naturligvis også være balloner til børnene.

 

For at få plads til rundstykkerne, vil vi - sammen med Sportmaster og Ganløse Atletik og Motion - afholde et Natteravne-motionsløb (2 km. for børn kl. 9,30 og 5 km. for voksne kl. 9.40). Løbene vil blive skudt i gang af borgmester Willy Eliasen. Det sker under mottoet:

 

"Natteravnene går for mig - jeg løber for Natteravnene"

 

Har man lyst til at deltage i løbet, skal tilmelding ske til Sportmaster senest torsdag d. 27. maj inden lukketid. Pris for deltagelse: 10,00 kr. for børneløbet (til og med 12 år) og 40,00 kr. for voksenløbet (fra og med 13 år). Ved tilmelding på selve dagen er priserne henholdsvis 20,00 og 50,00 kr.

 

Natteravnene er 100 % afhængige af private sponsorer. Så hvis du har lyst til at støtte os, er du meget velkommen til at indsætte et beløb - stort eller lille, vi er glade for alt - på vores konto nr. 6302-4007962 mærket "bidrag".

 

Vi er også altid glade for at få nye medlemmer. Har du lyst til at blive Natteravn eller blot høre mere om det at være Natteravn, er du velkommen til at kontakte Mariann Borregaard på tlf. 48 19 54 19 eller via e-mail til: nynatteravn.stenlose@gmail.com

Du får altid mulighed for en prøvetur, inden du tager stilling til, om det er noget for dig.

 

Vi glæder os til at se Jer alle sammen lørdag d. 29. maj til den GULE fest i Egedal Centret.