Solbeskinnet Ravnerok i Tilst

Solbeskinnet Ravnerok i Tilst

16-06-2012

Lørdag 2. juni afholdt Natteravnene i Tilst Ravnerok for femte gang - en festdag der stables på benene i forsøg på at tiltrække opmærksomhed og hverve nye frivillige, som kan bidrage til den lokale tryghed, livsglæde og integration.

Arrangementet var et af vores mest besøgte nogensinde.

Igennem dagen var der cirka 700-800 gæster. Det er naturligvis svært at sætte et nøjagtigt tal på, idet det gratis arrangement foregik udendørs ved tst Aktivcenter i Tilst, og deltagere hele tiden kom og gik, men lige fra Ravnerok blev blæst i gang klokken 11, var der mange mennesker - allesammen i godt humør.

Bjarne Langhoff fra TV 2’s underholdningsprogram »Voice - Danmarks største stemme« var det helt store trækplaster. Han var endnu bedre live end i tv og har en virkelig god stemme. Da Bjarne Langhoff er opvokset i Tilst, gav det ham også anledning til at hilse på mange bekendte, og han tog sig god tid til autografskrivning!

Fra start til slut var der masser af god musik og sang både fra Tilst skole ved en gruppe, som kaldte sig »Anders delebørn«, samt fra »Blå Boks« som er musikglade unge mennesker fra Tilst sognegård. Derudover var der masser af sjove aktiviteter på pladsen. Tst idrætsforening stod for Linedance og Zumba, »Cirkus far og søn« tryllefangede børn og barnlige sjæle, mens True-spejderne blandt andet inviterede på karruseltur. Bandet »Acoustica« sluttede dagen af med forrygende musik og sang.

Bare 10 minutter før Ravnerok startede, ophørte lørdag morgens tunge regn, og hele eftermiddagen skinnede solen. Først da natteravnene skulle til at pakke sammen ud på eftermiddagen, begyndte det igen at regne. Sikken timing! Og sikke et arrangement: timevis af sjov for store og små med et godt formål for øje. Vi glæder os allerede til næste år!

Bjarne Langhof
Bjarne Langhof synger

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Bjarne Langhof


Cirkus far og søn


Musikglade unge fra det Lokale miljø