Snart vrimler gaderne med unge konfirmander...

Snart vrimler gaderne med unge konfirmander...

15-04-2013

Tillykke til alle jer skønne unge mennesker og jeres forældre, som i denne tid holder konfirmation.

Blå Mandag er en del af festlighederne, og dagen bliver bedre, når forældrene er med i planlægningen. Tal sammen om alkohol, fælles transport ud og hjem, at ingen går alene, og at konfirmanderne ikke har for mange kontanter med.

I denne folder fra det Kriminalpræventive Råd kan I få masser af gode tips om Blå Mandag, og så vil Natteravnene mange steder i landet være på gaden for at skabe tryghed og omsorg for de mange unge.

Blandt andet skal Blå Mandage i Aarhus være en festlig og tryg oplevelse. For tredje år i træk er Natteravnene derfor med i det by-dækkende samarbejde mellem en lang række aktører, som med ”8000bluemonday” har skabt et festligt koncept med aktiviteter for unge - og cafeer for forældrene. På alle Blå Mandage er Natteravnene ude med to hold, som især færdes ved Banegården, Bruun´s Galleri, Rutebilstationen og på Strøget.

Se mere om Blå Mandags aktiviteter i Aarhus her

Rigtig god fornøjelse!

”Nu træder du ind i de voksnes rækker” lyder det i talerne til konfirmanderne. Imens får forældrene nervøse trækninger. For hvordan skal det dog gå derude i nattelivet?

Bare rolig, Natteravnene er der. Tag nu Natteravnene i Tilst, de er så betænksomme, at de giver gule roser til konfirmanderne i Tilst Kirke og Skjoldhøj Kirke. Med den gule rose følger en hilsen med tillykke og ønsket om nogle gode teenageår. I brevet står der bl.a. ”Vi glæder os til at møde dig i de kommende år, hvor du altid vil være velkommen til at søge vores råd eller hjælp, hvis du måtte ønske det.”

Både konfirmander og forældre er glade for opmærksomheden fra Natteravnene, og hermed er ideen givet videre til andre Natteravneforeninger.

PS: Skulle der være nogle konfirmandforældre, som har lyst til en prøvetur som Natteravn, så er I hjerteligt velkomne!