Kunne Natteravnene have gjort en forskel lige den

Kunne Natteravnene have gjort en forskel lige den

07-01-2008
 

En aften med Natteravnene - og alligevel skete der endnu et knivdrab

Jeg var d. 4. januar 2008 ude at gå tur med Natteravnene.

Natteravnene er en frivillig organisation, der har mere end 200 lokalforeninger, og som består af tusinde vis af frivillige, ansvarlige voksne mennesker, der kan fremstå som gode rollemodeller for lokalområdets børn og unge.

Initiativet findes i rigtig mange danske byer, hvorimod det har været svært at få lokalforeninger op og stå i de største byer. Godt 10 lokalforeninger, i og omkring København, er nu gået sammen og har nu startet en "City forening", der skal gå fredag og lørdag aften og nat i det indre København.

Formålet er at øge den lokale tryghed i og omkring Strøget, Kongens Nytorv, Boltens Gård, Rådhuspladsen og Hovedbanegården. Herigennem at forebygge hærværk, vold, misbrug og anden småkriminalitet, ved at være synlige og færdes i det offentlige rum, på tider og steder hvor de unge har glæde af det.

Den aften jeg var ude at gå, var en meget kold aften, hvor termometeret viste minus 2 grader, men hvor vinden gjorde, at det føltes langt, langt koldere. Men det betød ikke, at der ikke var hundrede vis af unge mennesker på Strøget.

Vi var tre personer m/k, der gik sammen i vores karakteristiske gule jakker, og vores udgangspunkt var Rådhuspladsen. Her fra gik vi ned af Strøget, og mødte masser af unge danskere og unge med anden etnisk baggrund. Vi talte med de unge, sagde hej, godt nytår, eller blot fik en "street respect" tilkendegivelse.

Alle - uden undtagelse - var positive, glade og kommunikerende, og der var igennem hele natten en god og behagelig stemning. Jeg mødte utrolig mange unge piger, der var svært berusede, og som stod uden for beværtningerne og røg cigaretter med korte nederdele og bare rygge. Jeg mødte mange etniske, som gik i små grupper, og talte deres karakteristiske "Yalleruhp Færgeby" sprog. Og jeg mødte masser af blandede grupperinger, som kom hen og fik en sludder.

Natteravnenes kendetegn - ud over de gule jakker - er også at have bolcher og kondomer i lommerne, og jeg skal love for, at dette var kendt blandt de unge. Rigtig mange kom hen og spurgte om de måtte få et bolche eller en kondom. Herigennem fik vi en lille snak, og fik sagt "ha det godt og pas på hinanden".

Jeg oplevede en forebyggende indsats, som jeg tillægger meget stor værdi i det ekstremt vigtige arbejde med såvel integration som begrænsning af kriminalitet.

Vi gik rundt i området fra kl. 22 til 03.15, hvorefter gadebilledet ofte viser sig at ændre sig radikalt, og derfor ikke længere er Natteravnenes domæne.

Lige præcis denne aften blev dette desværre bekræftet i ekstrem grad, idet en ung mand tidligt søndag morgen blev knivstukket ihjel for enden af Strøget ud mod Kongens Nytorv af 3 andre unge, som var kendte af politiet. Et sted vi havde været 4 gange i løbet af aftenen.

Jeg ved ikke, om Natteravnene i den konkrete handling kunne have undgået dette mord, men jeg er overbevist om, at flere Natteravne i gadebillede kunne have været med til at skabe den stemning, integration og tryghed, som gør at det bliver meget mere sikkert at færdes i det offentlige rum om natten. Og jeg er overbevist om, at en af effekterne ved Natteravnenes indsats er, at det generelle omfang af hærværk, vold og anden kriminalitet i de områder, hvor de færdes, falder.

Der ud over vejleder, lytter og hjælper Natteravnene unge, når de selv tager initiativ til det. Natteravnene hjælper med til at sende forulykkede børn og unge hjem, på skadestuen eller lignende.

Men i København er der desværre det problem, at der ikke bor ret mange familier, og dermed er der heller ikke det naturlige grundlag for Natteravnenes virke, idet det jo udspringer af forældregrupper. Derfor mener jeg, at private virksomheder og offentlige myndigheder i langt højere grad burde bakke op omkring Natteravnenes initiativ.

Hvor kan samarbejdet med Københavns kommune styrkes? Hvor er Cityforeningen? Alle butikkerne i og omkring Strøget? Hvorfor deltager de ansatte ikke som frivillige eller støtter Natteravnenes initiativer økonomisk, da de helst vil være uafhængige af offentlige midler?

Natteravnene har brug for økonomisk hjælp, hvis de skal fortsætte med at tiltrække og træne frivillige, og udstyre dem med jakker, kondomer, bolcher, 1. hjælpskurser m.v.

Og senest i forbindelse med, at Fædregruppen på Nørrebro ønsker at blive en del af Natteravnene hvor man også tilbyder en masse fritidstilbud til de unge, er der brug for lokaler og penge.

Det er de færreste forældre der melder sig automatisk til at blive Natteravn - det kræver oplysning og information førend man tager initiativet til at blive Natteravn.

Vi kan godt indføre knivforbud og nye visitationszoner, men det har begrænset værdi for den etniske integration, hvor de unge har brug for netværk og rollemodeller - eller på de mange konfrontationer, kærestesorger, rusmidlerne og almindelig kedsomhed medfører i nattelivet.

Men her er jeg er sikker på, at det vil lykkes i langt højere grad, hvis der var flere Natteravnen på gaderne.

 

Kontakt Natteravnene på 70 12 12 99, http://www.natteravnene.dk/  eller info@natteravnene.dk og få mere at vide.