Natteravnene i Husum arrangerede renholdelsesdag

Natteravnene i Husum arrangerede renholdelsesdag

10-07-2013

Enormt meget indsamlet skrald ...
Flere tusind kapsler, utallige cigaretskod, en gammel motorcykel og enormt meget skrald. Det var hvad der blevsamlet ind, da den årlige renholdelsesdag i Husum blev afholdt for tredje år i træk.

”Der var 84 deltagere fra 1 år til 89 år, det var fantastisk”, fortæller Aihua Yan fra Natteravnene i Husum.

Natteravnene i Husum har de sidste 3 år arrangeret renholdelsesdagen i Husum sammen med de 4 kinesiske foreninger Blia, Loong Community, Dansk Kinesisk Kulturforening og Mermaid Chinese Culture Club. Dette år hjalp også områdefornyelsen i Husum til og sørgede bl.a. for forplejning til alle deltagerne.

En motorcykel, en gammel cykel og en pengekasse
Det meste affald fra affaldsdagen i Husum blev samlet op på Husums gader, i Utterslev Mose og på Vestvolden. Men også nede i selve Vestvoldens kanal blev der samlet affald, da to af deltagere iført vaders hoppede ned i kanalen. Her samlede de blandt andet en rusten motorcykel, et cykelvrag og et pengekasse op. Pengekassen var dog desværre tom. Vaders havde de lånt af Københavns Kommune.

For vores børnebørns skyld
At tage et ansvar og selv deltage i at holde København rent er blevet mere udbredt i København, da flere gerne vil tage et ansvar for at byen ser ren ud. Henkastet affald skæmmer og ødelægger humøret, når man færdes ude. Og ifølge en undersøgelse foretaget af organisationen Hold Danmark Rent er omkring 2/3 af alle danskere villige til at deltage i renholdelsesdage som den i Husum.

Som Aihua Yan udtrykker det, ”Da vi holdt frokostpause efter affaldsindsamlingen var alle enige om, at vi ikke kun gjorde det for et renere København, men også for vores egen skyld og vores børnebørns skyld.”

Det skal være nemt at være frivilligt
Center for Renhold støtter op om mange af de frivillige renholdelsesarrangementer rundt om i byen ved at udlåne udstyr til arrangørerne og efterfølgende køre det indsamlede affald væk.

”Når lysten til at deltage er der, skal det også være nemt at komme i gang. Vi forsøger derfor at fjerne de praktiske forhindringer, der er for at deltage.” siger Jacob Kastrup Haagensen, projektleder i Center for Renhold:

”Vi tror, at når folk tager et større ansvar for at byen er ren og pæn, er der forhåbentlig også færre som smider affald, når de ved at det er deres naboer som er med til at samle det op.”

Som tak for hjælpen sendte Center for Renhold dette brev til Natteravnene i Husum

Vil du også samle affald?
Vil du gerne arrangere en renholdelsesdag kan du kontakte Center for Renhold, Københavns Kommune, Teknik og Miljøforvaltningen, på 33 66 33 66, renhold@tmf.kk.dk