Natteravnene er nu igen at se i Esbjergs gader...

Natteravnene er nu igen at se i Esbjergs gader...

09-10-2013

Det var ikke svært at finde vej til Natteravnenes informationsmøde på Tinghuset i Esbjerg i sidste uge. Et kæmpebanner på torvet stod flot i vinden og satte dermed på imponerende vis ”sejl” til nyetableringen af Natteravnene i Esbjerg.

Søs Fenger indledte infomødet med et par numre i Tingsalen og lagde vægt på den livsbekræftende oplevelse, det er at være Natteravn.

Viceborgmester Jakob Lose udtrykte efterfølgende: "Vi er rigtig glade for den store frivillige indsats som Natteravnene yder. De kendte gule jakker er et veletableret brand, som signalerer venlig interesse overfor de unge. Natteravnene kan på grund af deres neutralitet nå de unge i sammenhænge, hvor de professionelle ikke altid har muligheden. Derfor er de med til at gøre en forskel"

Flere af deltagerne på informationsmødet var interesseret i at blive Natteravn. Dertil kommer frivillige som allerede har meldt sig på banen. – nyetableringen er lykkedes og Natteravnene er igen på gaden i Esbjerg.
Ja, Ravnene var såmænd allerede på gaden umiddelbart efter infomødet, hvor et af holdene bestod af Viceborgmester Jakob Lose, Familie- & forebyggelseschef Jørgen Bruun samt Søs Fenger.

"Vi er utrolig glade for den store opbakning og støtte som Esbjerg Kommune har vist Natteravnene i forbindelse med nyetableringen" fortæller chefkonsulent Leif Christiansen, Natteravnenes Landssekretariat.

"Natteravnene Esbjerg har eksempelvis fået stillet lokaler til rådighed hos SSP ligesom kommunen stillede Tingsalen til rådighed for informationsmødet. Det er en rigtig flot gestus" – fortsætter Leif Christiansen.

Baggrund
Der er foreningerne i Kvaglund, Sønderris og Gjesing der går sammen og bliver til Natteravnene Esbjerg. Det sker for at styrke indsatsen for tryghed og livsglæde. Dertil kommer at indsatsen bliver langt mere samlet og koordineret, ligesom kommunikationen bliver optimeret i forhold til samarbejdspartnere.

Fakta
Indsatsen som Natteravn er enkel og effekten stor. Sund fornuft, ansvarlighed og en gåtur på 3-4 timer nogle gange om året eller så ofte, den frivillige har lyst, er, hvad det kræver. De frivillige er fra 20 år og op og Natteravnene går i hold på tre personer i de karakteristiske gule jakker, og der er normalt mindst én kvinde på hvert hold. Holdet tager gerne en snak med de unge, som tager initiativ til denne.

Natteravnene drives af Center for Socialt Ansvar (CFSA). Indsatsen er overvejende finansieret gennem private midler med TrygFonden, Bikubenfonden, Carlsberg, Falck og DSB som faste samarbejdspartnere. Centeret driver flere projekter med socialt sigte, hvoraf Natteravnene er det største med sine over 7.000 frivillige fordelt på cirka 200 aktive lokale foreninger med et regelsæt, der er fælles for alle foreninger.

Yderligere oplysninger
Viceborgmester Jakob Lose, tlf. 26 74 40 53
Natteravnenes Landssekretariat Leif Christiansen tlf. 30 17 78 02