Formandens beretning 2010

Formandens beretning 2010

01-04-2011

Formandens Beretning til Generalforsamlingen 31. marts 2011

 

Hvis jeg skal sammenfatte hele året, fra sidste Generalforsamlingen til nu, er der et ord, som skinner igennem og det er ”Samarbejde”. Tættere samarbejde på flere planer, og det er ganske positivt. Som jeg ser det, er mere og tættere samarbejde en stor styrke, som vi i vores lille forening – i skrivende stund er vi 45 frivillige Natteravne - kan drage meget nytte af.  Det tættere samarbejde spænder lige fra Kommunen over Brandvæsnet til vores Nabo foreninger.

 

Mere Samarbejdet med Kommunen/SSP:

Det lykkedes os, sammen med folk fra kommunens ungeforvaltning, at få genåbnet Klub Mariehøj på Mariehøj Centret i efteråret, så de unge har et sted at hygge sig fredage aftner. Desværre har jeg indtryk af, at stedet ikke er så besøgt. Det er godt nok ærgerligt, for ideen er rigtig god, men der kunne nok reklameres bedre, f. eks. via skolernes Elevintra! – Til gengæld er samarbejdet med Kommunens SSP stadig ganske godt. Vi holder møder sammen ca. hver tredje måned, hvor vi udveksler informationer og viden om ”vores unge”, og planlægger samarbejder omkring ”sidste skoledag”, ”blå mandage” og i det hele taget sommerens aktiviteter. I kommunens regi er der ud over SSP også UIR medarbejdere (UIR = Ung i Rudersdal), som er på gaden i sommerhalvåret. Der arbejder vi på at få etableret et tættere samarbejde, så vi bedre kan udnytte alle de positive ressourcer, der er til rådighed for at skabe større tryghed og omsorg for vores nærmiljø.

 

Etableret samarbejde med Rudersdal-Hørsholm Brandvæsen:

Vi har nu fået en permanent aftale med Brandvæsnet om, at vi en gang om året (foråret) kan få to, specielt til os Natteravne, kurser, nemlig Førstehjælp/brand og et ”Diplomati på gadeplan” kursus. Aftalen gælder for Hørsholm/Birkerød og os og som noget nyt, også Lyngbys Natteravne. Ingen af kurserne giver nogen beviser, men lidt større indsigt og sikkerhed, hvis uheldet alligevel skulle være ude. Stor tak til Niels Holmberg fra Rudersdal-Hørsholm Brandvæsen for at dette samarbejde er kommet op og stå J

 

Tættere Samarbejde med Nabo Natteravnene:

Jeg har længe ønsket, at vi, Natteravnene i Rudersdal Øst, kunne få et større samarbejde med foreningerne omkring os, nemlig Hørsholm, Birkerød, Lyngby og Gentofte. Det er kommet lidt tættere på, da vi nu er ved at etablere et samarbejde med Lyngby om Bakken. Det har været formanden i Gentofte – Jesper – som har koordineret Bakketurerne for Natteravnene, men han er ikke længere formand. For fremtiden vil det blive Lyngby og os.

Fra Landssekretariatet side er vi nu opdelt i et Regionalt netværk, som dækker Natteravne foreninger i hele Nord Sjælland og Roskilde.  Det er ret mange foreninger at samarbejde med og vi er i gang med at finde ud af, om og hvad vi evt. kan bruge ”hinanden” til. Sideløbende med dette Regionale netværks samarbejde, arbejder jeg på at få skabt et tættere samarbejde med vores Nabo Ravne foreninger. Et tættere samarbejde her, håber jeg på, vil komme til at betyde, at vi holder kurser og foredrag sammen – fx Natteravne kurser for nye, Brand/førstehjælps kurser, ”Diplomati på gadeplan” kurser, foredrag om misbrug og andre spændende foredrag. Derudover har talt om at hjælpe hinanden rent økonomisk. Det er meget forskelligt, hvor mange penge, hver forening har og hvor let det er at skaffe flere penge. Vi er en af de foreninger, som har brug for en vis portion penge, fordi vi har den lille dyt, og det er selvfølgeligt altid et pres, om vi nu kan skaffe de penge.  Vi bruger alle en vis portion penge på indkøb af bolsjer og kondomer. Det, som er den ”røde tråd” i vores foreninger, er, at ”vores unge” mennesker færdes på tværs af foreningerne. De tager på Bakken, i Ulvedalene, på Vedbæk Strand, til fest i Lyngby, Birkerød eller Hørsholm osv. Ved at ”slå vores økonomier sammen” på en eller anden måde, ville vi være bedre i stand til at bruge pengene mere målrettet på de unge. F. eks. har vi talt om, at vi kunne indkøbe MANGE flasker med vand og uddele ved de unges arrangement i Ulvedalene i august. En anden stor fordel ville være, at vi kunne ”bruge hinandens Ravne”! Jeg hører tit, at Natteravne fra nabo foreningerne godt kunne tænke sig at prøve at gå i andre foreninger og det ville da være oplagt. Spændende tanker, som I selvfølgelig kommer til at høre mere om.

 

Spirende ”samarbejde” med Pressen:

I det forgangne år har vi faktisk været i pressen 4 gange:

  • 19. januar 2010, Det Grønne Område, ”Modtagelsen af penge fra Søllerød Inner Wheel Klub”
  • 5. juli 2010 (2 stk.), Det Grønne Område, ”Natteravn og nysgerrig af natur” samt ”Bevæbnet med bolcher og kondomer”
  • 13. august, Rudersdal Avis, ”Ordningen med natteravne i Rudersdal Øst gøres permanent”.
  • 3. marts 2011, Weekend Rudersdal avis, ”Natteravnene passer godt på ”ungerne” om vinteren”.

4 gange om året er meget pænt antal, for det er vigtigt, at vi gør opmærksom på os selv, hvis vi skal hverve nye frivillige.  Hvis en af jer sidder inde med et god historie, så kom endelig med den, og i den anledning vil jeg også lige sige tak til Anne Stangengård og Oliver Trab, som tog min opfordring - lige før jul - op og sendte mig forslag til et par artikler, som jeg brugte dele af til at forfatte artiklen i Rudersdal Avis den 3. marts. For nylig deltog jeg i et kort pressekursus, som kommunen tilbyder frivillige foreninger, og det var ganske spændende. Det var journalist og leder af digitale medier ved Sjællandske Medier A/S, Marianne Due, som underviste og det var fedt at høre, hvordan det er ”på den anden side” af bordet, så nu føler jeg mig lidt bedre udrustet til at sammensætte en god artikel. Derudover har jeg fået en masse kontaktoplysninger på journalister på forskellige aviser.

 

Godt ”Samarbejde” med Frivilligcenter og Selvhjælp Rudersdal

Vi har indmeldt os i foreningen ”Frivilligcenter og Selvhjælp Rudersdal”. Centeret startede som et projekt, fra kommunens side for nogle år tilbage, i et forsøg på at samle os frivillige foreninger et sted, hvor vi kunne få hjælp til det lidt mere praktiske i en forening. Lotte Hassing Kristensen – Centerleder – er meget flittig med at sende oplysninger og vigtige beskeder fra kommunen videre til os frivillige foreninger og jeg er spændt på, hvad dette ”samarbejde” kan give os fremadrettet.

 

Fedt samarbejde på Vedbæk Havnedag den 22. august:

Der var rigtig stor opbakning blandt jer frivillige på Vedbæk Havnedag og det resulterede i, at vi før det første havde en rigtig fed dag sammen, men også at vi fik fire nye Ravne og det har vi jo altid behov for. Glæder mig allerede til næste Havnedag engang i august J

 

IronMan/Callenge Copenhagen 2011:

I materialet vedr. Callenge Copenhagen/IronMan er der indsneget sig en kedelig fejl”, skriver Karen fra Landssekretariatet og fortsætter ”Arrangementet er ikke mandag de. 15. august, men derimod søndag den 14. august 2011”.

Sidste år var det vist kun Sven Åge som deltog (det gør han igen i år på motorcykel!), men hvis nogen har lyst til at deltage (og tjene lidt til foreningen), så er det bare at tilmelde sig hos formanden i Brøndby Ib Jensen ib.j@c.dk tlf. 20 86 13 13.

 

Med venlige Natteravnehilsner

og kæmpe tak for det forgangne år

Anne