Hvad betyder sikkerhed til søs - for dig?

Hvad betyder sikkerhed til søs - for dig?

20-06-2013

Hvert eneste år er der danskere, der drukner, mens de er på havet. I TrygFonden vil vi meget gerne blive klogere på, hvordan vi kan være med til at skabe mere sikkerhed til søs.

Derfor har vi lavet en spørgeskemaundersøgelse, som vi håber, du har lyst at besvare, hvis du er en af dem, der færdes på havet. Du er også meget velkommen til at sende linket til undersøgelsen videre til andre. Når du besvarer spørgeskemaet kan du deltage i en lodtrækning om et gavekort på 15.000 kr.

Læs mere og gå til undersøgelsen her

Redningsvesten kan redde dit liv
"Mange har vesten med, når de sejler ud, men bruger den ikke. Vi registrerer flest ulykker med fritidsfiskere, der sejler ud i joller. Som måske overraskes over pludseligt dårligt vejr eller en stor bølge efter en færge. Ofte går det rigtig stærkt, og så hjælper det ikke, at redningsvesten ligger i jollen", fortæller Sten Emborg, sekretariatschef i Søsportens Sikkerhedsråd, der sammen med Beredskabsforbundet og TrygFonden står bag kampagnen Brug Vesten. Målgruppen er mænd over 50 år, for det er dem, der fylder i druknestatistikken på havet.

I TrygFonden er vi glade for, at der bliver sat fokus på området. Og tallene viser, at der fortsat er et behov for at gøre opmærksom på redningsvestens livreddende funktion.

"Drukning er en væsentlig ulykkesrelateret dødsårsag, og vi vil derfor gerne gøre bade- og vandsikkerhed tydelig i danskernes bevidsthed. At bruge redningsvest, når man er på vandet, kan redde liv", fortæller René Højer, områdechef for sikkerhed i TrygFonden.

5 gode råd

1. Lær at sejle / Hav styr på, hvordan du redder en mand om bord igen
2. Hold dit grej i orden / Giv udstyr og motor et sikkerhedstjek
3. Planlæg din tur / Tjek søkort, vejr og beklædning
4. Hav en livline til land / Husk VHF, mobil og besked til de nærmeste
5. Brug vesten / Brug en farvestrålende redningsvest i den rigtige størrelse

Mange hilsner
Gurli Martinussen, direktør
TrygFonden