Lokal fødselsdag blev fejret med manér...

Lokal fødselsdag blev fejret med manér...

28-09-2013


Da Natteravnene i Husum/Tingbjerg i mandags fejrede deres fødselsdag havde de inviteret både Natteravne, deres familier, samarbejdspartnere, Københavns Overborgmester Frank Jensen, Sekretariatschef Erik Thorsted, medarbejdere i Landssekretariatet, Søs Fenger og mange andre til en hyggelig sammenkomst.

Formand Aihua Yan, startede med at takke alle Natteravnene og deres sponsorer for deres store arrangement, og bød velkommen til de indbudte gæster.

Overborgmester Frank Jensen takkede Natteravnene i sin fødselsdagstale..
”Efter at Natteravnene er kommet til Husum/Tingbjerg, er der sket en mærkbar forandring i området. Og det er lige netop det det hele drejer sig om, og at København kan være en af de tryggeste storbyer i hele verden. Når jeg ser på den ungdomsgeneration vi har nu, er det den mindst kriminelle aktive ungdom i rigtig, rigtig mange år” startede Frank Jensen.

”Det betyder at vi som forældre, fælleskab og kommune kan sikre at der er gode rollemodeller omkring vores børn og unge – og det, at I som Natteravne går ud i jeres eget kvarter og sørger for, at der er voksne de kan støtte sig til, og rådfører sig med, og fuldstændigt frivilligt fordi I ved at I kan være med til at gøre noget godt for jeres lokalsamfund, det er det der gør København til en fantastisk by.

Jeg var selv med fra starten for 15 år siden da Natteravnene startede i Danmark, og jeg kan kun rose alle de frivillige i hele landet for det kæmpe store arbejde Natteravnene laver lokalt. Det er utroligt vigtigt at I med jeres tilstedeværelse viser alle i byen, og jeres naboer, at I vil området og de unge det godt.

STORT tillykke til jer, bliv ved med at gøre det I gør, VI er stolte af jer i Københavns kommune. Tillykke med fødselsdagen” sluttede Frank Jensen af.

Sekretariatschef Erik Thorsted ønskede ligeledes tillykke…
”Det skal ingen hemmelighed være, at da jeg i sin tid havde været ude til de to første opstartsmødet i Husum/Tingbjerg tænkte… at dette da aldrig bliver til noget....
Men jeg må sige, at det gjorde det, og nu er foreningen en af de mange i en stor Natteravnefamilie.
I har fået rigtig godt gang i det, tillykke med det” sagde Erik Thorsted og fortsatte - ”Tusinde tak for den indsats I alle gør, og tusinde tak for den opbakning I har fra jeres samarbejdspartner. Og så sørg hele tiden for at få nye med, da det jo er den brede tilgang til, at alle tager deres del af det offentlige rums ansvar til sig, for at det her fører til noget. Tillykke med fødselsdagen og god fest” sluttede Erik.


Herefter blev der budt velkommen til Søs Fenger, som selvfølgelig sang Natteravnenes sang ”Inderst Inde” og et par numre mere, til stor glæde for alle de fremmødte som både sang og klappede med. Aftenen sluttede af med mad i lange baner, og ingen gik sultne hjem.