Et nyt "cyklende" tiltag...

Et nyt "cyklende" tiltag...

21-06-2013

 

Som noget helt nyt, introducerer Natteravnene VIBORG nu Cykel-Natteravne. Som et supplement til vores gående Natteravne, som vandrer rundt i Viborgs gader… aften efter aften, nat efter nat... vil man nu også kunne møde cyklende Natteravne.

De første Cykel-Natteravne triller ud i Viborgs gader, lørdag, den 22. juni 2013... 

I forbindelse med den årlige Hærvejsfestival, som skydes i gang i weekenden, introducerer vi vores nyeste tiltag – nemlig ”Cykel-Natteravne”. 

Cykel-Natteravne, er – som navnet siger – Natteravne, som cykler rundt, i stedet for at gå. En stor del af tiden, vil Cykel-Natteravnene dog også trække cyklerne – bl.a. for forsat at have den gode og positive kontakt til borgere i byen.

Cykel-Natteravnene vil være et supplement til vores gående Natteravne og vil – ligesom de gående Natteravne – altid færdes i hold på 3 m/k.

Under den 10-dage lange Hærvejsfestival, kommer der ”gang i byen” – og der afholdes mange aktiviteter og arrangementer rundt om i byen.

Vi ved, fra de tidligere års Hærvejsfestival, at der vil være mange, mange festglade unge mennesker til stede ved de forskellige arrangementer og på midtbyens beværtninger, både i dag-, aften- og nattetimerne - og derfor er det oplagt for os at søsætte vores nyeste tiltag netop nu.

Natteravne-cyklerne gør det nemt og hurtigt for os at komme rundt til de forskellige arrangementer, beværtninger og dele af byen, hvor de unge holder til - og derfor vil vi også hurtigere kunne være til stede og til rådighed for de, som har brug for vores hjælp.

I første omgang introduceres Cykel-Natteravnene, som et forsøg. Vi har lånt Natteravne-cyklerne af en af vores naboforeninger, for at prøve idéen af - men bliver det en succes, hvad vi selvfølgelig håber på… så vil vi efterfølgende forsøge at skaffe økonomiske midler til, at vi kan få vores egne Natteravne-cykler – så vi kan forsætte med at have både gående og ”rullende” Natteravne i Viborg.